DE 12 TRIN
Introduktion til de 12 Trin
Ved første øjekast kan det være svært at forstå Al-Anon’s 12 Trin. Udtryk som ”magtesløs”, ”ikke kunne klare vores eget liv”, ”vores sunde fornuft”, ”Gud”, ”uforfærdet moralsk selvransagelse”, ”karakterbrist”, ”gøre godt igen”, ”bøn og meditation” og ”åndelig opvågnen”, kan forvirre en nykommer. Millioner af mennesker har imidlertid erfaret, at disse trin virker. Læg mærke til, at trinnene er skrevet i datid: disse trin videregiver os erfaringerne fra dem, der har gået denne vej før os.
For at gøre fremskridt i Al-Anon’s program er det vigtigt at studere disse trin. Principperne der udtrykkes er universelle og anvendelige for enhver, uanset hans eller hendes personlige tro.
I Al-Anon stræber vi efter en stadig dybere forståelse af disse trin og beder om visdom til at gøre brug af dem i vort daglige liv.

Foreslået indledning til de 12 Trin
Al-Anon Familiegrupperne er et fællesskab af slægtninge og venner af alkoholikere, som deler deres erfaring, styrke og håb for at kunne løse fælles problemer. Vi tror, at alkoholisme er en sygdom, som hele familien bliver berørt af, og at ændrede holdninger dertil kan fremme helbredelse.

Al-Anon er ikke tilknyttet nogen sekt, trosretning, organisation eller institution. Al-Anon tager ikke stilling til noget stridsspørgsmål og vil hverken støtte eller bekæmpe nogen sag. Der betales intet kontingent. Al-Anon klarer sig selv økonomisk gennem egne frivillige bidrag.

Al-Anon har kun ét formål: at hjælpe alkoholikeres familier.

Det gør vi ved at praktisere de 12 Trin, ved at byde alkoholikeres familier velkommen og bringe dem trøst, samt ved at vise alkoholikeren forståelse og opmuntre denne.

De 12 Trin
  1. Vi indrømmede, at vi var magtesløse over for alkohol, og at vi ikke kunne klare vort eget liv.
  2. Vi kom til den erkendelse, at en magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage.
  3. Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over til Gud, sådan som vi opfattede Ham.
  4. Vi foretog en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse.
  5. Vi indrømmede over for Gud, for os selv og for et andet menneske nøjagtigt, hvordan det forholdt sig med vore fejl.
  6. Vi var helt indstillet på at lade Gud fjerne alle disse karakterbrist.
  7. Vi bad Ham ydmygt fjerne alle vore fejl.
  8. Vi lavede en liste over alle de mennesker, vi havde gjort fortræd, og vi var villige til at gøre det godt igen.
  9. Vi gik direkte til disse mennesker, såfremt vi ikke derved ville såre dem eller andre.
  10. Vi fortsatte vor selvransagelse, og når vi havde fejlet, indrømmede vi det straks.
  11. Vi søgte gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud, sådan som vi opfattede Ham, idet vi bad om at få at vide, hvad der var Hans vilje med os, og om at få styrke til at udføre den.
  12. Når vi som følge af disse trin havde haft en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til andre og praktisere disse principper i alt, hvad vi foretog os.


mapShsamS