Hvorfor er vi anonyme i Al-Anon? 

 
I mange år har det været en udbredt opfattelse, at alkoholikere selv kunne overvinde trangen til at drikke, hvis de virkelig ønskede det, og at det i modsat fald var familiens opgave at få dem til at holde op.
 
Selvom mange i dag betragter alkoholisme som en sygdom, er der stadig mennesker, som skarpt fordømmer alkoholikere eller de, som holder af dem.Af samme grund plejer mange Al-Anon-grupper, før de indleder et møde, at meddele, at Al-Anon er et anonymt fællesskab - at mødedeltagernes identitet og det, der siges ved møderne, skal holdes strengt fortroligt. Derfor bruger vi også almindeligvis fornavne i Al-Anon.
 
Betyder anonymiteten, at Al-Anon-medlemskabet skal holdes hemmeligt?
Nej, vi kan fortælle hvem som helst, at vi er medlem, så længe vi ikke bringer andres anonymitet i Al-Anon, Alateen eller AA i fare. Vi må godt bringe budskabet videre, så længe vi ikke afslører andre medlemmers identitet.
Al-Anon er et fristed for bekymrede mennesker, hvor vi kan føle os trygge og få hjælp og vejledning i en god og kærlig atmosfære, og hvor vi kan give hinanden styrke, håb og tillid. Enhver skal kunne gå fra et Al-Anon-møde i sikker forvisning om, at det, han eller hun har fortalt, ikke vil blive bragt videre. Når vi trænger til en samtale på et personligt plan, kan vi betro os til en pålidelig Al-Anon- eller Alateen-ven (eller sponsor), som vil støtte os og vise medfølelse og samtidig behandle det, vi har sagt, med fortrolighed.

Anonymitet i presse, radio og tv
Ved at bevare personlig anonymitet udadtil undgår vi, at nogle bruger Al-Anon-medlemskabet til at gøre deres navn kendt eller opnå særlig anerkendelse.
Når vi derfor taler eller skriver som Al-Anon-medlemmer, bruger vi fornavne eller dæknavne. Vi hverken viser eller tager billeder, hvor medlemmer kan genkendes, og fotografier, der bliver brugt i film eller publikationer, slører eller skygger vi på en eller anden måde.

Ovenstående er baseret på Al-Anon's pjece "Hvorfor er vi anonyme i Al-Anon?"

Approved by World Service Conference Al-Anon Family Groups ©Al-Anon Family Group Headquarters, Inc., 1600 Corporate Landing Parkway, Virginia Beach, VA 23454-5617, U.S.A.