Praktiske oplysninger:
 

Hvad koster det?
Bortset fra, at hver enkelt deltager - frivilligt - efter et Al-Anon-møde donerer et mindre beløb, som blandt andet går til indkøb af kaffe og te i grupperne, samt dækning af Al-Anons administrative opgaver, koster det ikke noget at gå i Al-Anon.

Behøver jeg at sige noget til et Al-Anon-møde?
Nej. Det er helt frivilligt, om man vil sige noget til møderne. Man kan sagtens nøjes med at lytte.

Skal jeg opfylde visse krav for at kunne deltage i et Al-Anon-møde?
Det eneste krav for at kunne deltage i et Al-Anon-møde er, at man har følt sig påvirket af et andet menneskes drikkeri. Der kræves ingen forhåndstilmelding at troppe op til et møde.

Bliver jeg registreret nogen steder?
Nej, Al-Anon udøver ingen registrering. Al-Anon-deltagernes identitet er desuden fortrolig, og alt, hvad der siges på et Al-Anon-møde og Al-Anon-medlemmerne imellem, er fortroligt.

Er det et religiøst program?
Nej. Al-Anon er ikke tilknyttet nogen sekt, trosretning, politisk sammenslutning, organisation eller institution.

Hvad er et åbent møde?
Et åbent møde har intet at gøre med, hvorvidt man som nykommer har adgang eller ej. Nykommere er velkomne til alle møder. Men ved åbne møder er også andre end alkoholikeres pårørende velkomne. Det kan eksempelvis være alkoholikere selv, professionelle eller andre med interesse for Al-Anon. Princippet om anonymitet bliver også overholdt til disse møder.